Jeg er uddannet kok med bronzemedalje i 1975. Været på det Danske Landshold for kokkelever. Arbejdæ

Jeg er uddannet kok i 1975 med bronzemedalje. Medlem af det Danske Landshold for kokkeelever. Arbejdet som kok på bla. Årslev Kro, Hotel Atlantic og Gammel Åbyhøj. Som køkkenchef på Hotel Atlantic Århus, La Cocotte, Scanticon Århus, MF Broen Århus, Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og Varna Palæet i Århus. Gennemført Statens Erhvervspædagoiske Læreruddannelse og undervist på Århus Tekniske Skole, Levnedsmiddelafdelingen. 2 gange i TV Køkkenet med Arne Fusager og Michel Michaud. Seneste 13 år arbejdet som køkkenchef hos Kromann Reumert, Danmarks største advokatkonter. Er medforfatter til "Køkken" udgivet på Erhvervsskolernes forlag. Nuværende job, glad efterlønner.

søndag den 2. oktober 2016

Farvel og mange tak....

Fredag den 30/09 havde jeg allersidste arbejdsdag efter mere end 45 år i branchen. Jeg skal afholde ferie og diverse afspadsering indtil den 15/12, hvor jeg fylder 63 og går på efterløn. Kromann Reumert havde arrangeret en afskedsreception og det var meget overvældende så mange kollegaer, eks. kollegaer og leverandører der dukkede op for sige farvel. Bare at skrive om det giver mig en klump i halsen. Tak alle sammen....
Når man sådan stopper og starter på et nyt kapitel i sit liv, kan det ikke undgåes at der dukker en masse minder frem. Dem vil jeg prøve at fortælle lidt om her.



Det var her det hele startede. 1juli 1971 mødte jeg meget spændt op på min nye læreplads i kokkeuniform med flot hvid jakke og høj hat. Det var en fantastisk arbejdsplads med rigtig mange folk i køkkenet. Vi var glade for at være der og kom som regel lige forbi når vi havde fridag. Vi fik lov til at lave rigtig god mad fra bunden. Jeg tror, at alle os der var igennem dengang stadig har fantastiske minder derfra.


Hotel Atlantic på Europaplads. Byens nyeste og flotteste hotel dengang. På øverste etage lå Restaurant Tagterrassen som var eksklusiv med levende musik og dans efter middagen. I stueetagen lå Cafeteria Rigoletto, en engelsk Pub, diskotek La Belle Epoque, byens hotteste og så western baren Rio Bravo. Det var meget fristende for os kokkeelever, vi fik jo sent fri og vores gamle kammerater skulle måske tidligt op og på arbejde dagen efter. Det var ikke altid vi skulle det, så vi endte som regel enten på La Belle eller Rio Bravo, vi havde jo det privellegie at vi kunne komme ind af bagdøren. Jeg har mere end en gang brændt hele lønnen af på hotellet om natten.... Sjovt var det...


Tournedos med gåseleverpostej og trøffel kr. 37,00 og helstegt oksemørbrad til kr. 40,00, det var tider.


Til Gastronomisk Landsstævne på Kokke og Tjenerskolen i Ålborg. Heldigvis gik det fint og jeg kom på det danske landshold for kokkeelever.


Det gik rigtig godt og var en stor oplevelse


Så godt at det skulle en tur i avisen.


Restaurant Gammel Åbyhøj. I en stor gammel direktør villa på en kæmpegrund med egen dam i haven startede Arne Fusager og Birthe Sandager luksusrestaurant. Der var ikke mange i byen der troede på at det ville gå. Heldigvis fik de ikke ret, der var fuldt hus fra dag 1
Der var herreværelse hvor gæsterne fik velkomstdrinks, selve restauranten var i to store stuer med pejs. Om sommeren kunne gæsterne spise i haven eller i orangeriet. 


Byens dyreste restaurant, tænk engang... 4 retter til kr. 160,00, har man hørt mage..
Det var her jeg første gang mødte foie gras, brisler, olivenolie, frisk fjerkræ og trøfler i store mængder.
Vi havde vores egen urtehave og tennisbane!
Restauranten var meget berømt for sine store dessertvogne, som er det første folk omtaler når jeg fortæller, at jeg har været på Gammel Åbyhøj. 



Arne Fusager og Birthe startede Restaurant De 4 Årstider sammen med Ulrik Witt og Jonna Hald. Arne og Birthe havde været i Frankrig og på Falsled Kro for at arbejde. Ulrik og Jonna kom fra Søren Gerickes restaurant Anatole i København. Restauranten blev en stor succes, men efter nogle år startede Arne og Birthe op på Gammel Åbyhøj og Ulrik og Jonna blev på Årstiderne.
Restaurant Gammel Åbyhøj kom hurtigt med i Guiden Traditions & Qualite, senere kom de med i Relais et Chateaux Relais Gourmand, her er kun de allerbedste med. Dengang var kun Kong Hans og Falsled Kro samt Sønderho Kro med. 

Arne og Birthe bor i dag i Tourettes-sur-Loup og driver kokkeskolen La Cuisine Du Jardin. Se evt. www.fusagersandager.dk for information om skolen, den er bestemt et besøg værd.



Orient Expressen var en tur i Danmark. Det var den fordi det Danske Vinhus havde arrangeret en tur fra Venedig til København og retur igen. Gæsterne enten fløj til Venedig og blev forkælet i toget hele vejen til København, eller de kunne komme med fra København til Venedig og så flyve hjem. For at give flere chancen for at køre og spise i toget havde man arrangeret en rundtur på Sjælland om aftenen. Problemet var at der ikke var plads i køkkenet til at lave og opbevare al den ekstra mad, derfor skulle vi levere starter og hovedret. Arne var i den ene vogn og jeg i den anden sammen med de franske kokke, det var sjovt ,trangt udfordrende og meget varmt, især da vi skulle lave stegt foie gras til alle gæsterne...
Vi endte på Vin og Ølgod hele flokken og sluttede af sent om natten på Vita med andesteg og sukkerbrunede kartofler...


Menuen, vi stod for starteren der var 3 slags caviar og så hovedretten rådyrfilet med selleri pure.


Arne og Birthe solgte til Kurt Thorsen, en rigtig god ven af huset og flyttede til  Saint Paul i Sydfrankrig. Så skulle vi jo have ny chef, endda en fransk en af slagsen..... Michel Michaud kendt fra Kong Hans og Søllerød Kro samt indehaver af Michelin stjerner fra restauranter i udlandet. Vi var noget spændte og havde selvfølgelig hørt om hvor dygtig og kompromisløs han var. Vi havde også hørt om hans temperament som var berygtet i branchen... Begge dele viste sig at være rigtigte. Michaud er uden sammenligning den dygtigste kok jeg nogensinde har mødt og selvom han er fyldt 70 år er han stadig aktiv. Med hensyn til temperament så skulle man bare være klar til lidt af hvert og sørge for at have 100% styr på sine egne ting og gerne de andres...


Øverst: Godt humør til åbningsreceptionen
Nederst: Optagelse til TV Køkkenet


Michaud var så stolt over at han ikke blev tekstet på tv, jeg er dog ikke sikker på at alle helt forstod hvad han sagde. Et par år tidligere var jeg med i TV Køkkenet sammen med Arne Fusager hvor vi lavede nytårsmenuen.


Jeg blev udvalgt til at deltage i Euromeyer kokkekonkurrencen i Bruxelles. Der  var 1 deltager fra hvert land i EF og vi skulle lave forret og hovedret til 12 personer af nationale råvarer. Alle varer var bestilt hjemmefra og jeg havde selvfølgelig øvet retterne igennem flere gange........ Vi arbejdede i en stor messehal hvor der var lavet køkkener til os..


Sådan gik det..
Men vi havde nogle gode dage på Sheraton i Bruxelles.


Da Gammel Åbyhøj lukkede kom jeg til La Cocotte på Scanticon i Århus. Her var jeg køkkenchef i samarbejde med Jan Petersen, manden der lavede maden i Babettes Gæstebud, så den menu har jeg lavet mange gange. Fra Scanticon videre til  MF Broen hvor jeg også var køkkenchef. Da den krakkede havde jeg fået nok af restaurationsbranchen og flyttede til Ebeltoft for at blive køkkenchef på Den Europæiske Filmhøjskole, her afløste jeg Søren Gericke. Nu skulle jeg have fri om aftenen, arbejde 37 timer osv..... men jeg blev klogere!


Menukortet fra MF Broen, logoet for Filmhøjskolen og så mit lille bidrag som med forfatter til Køkken som jeg skrev da jeg var faglærer på Århus Tekniske Skole. 


Jeg havde regnet med, at nu havde jeg fået nok af restaurationsbranchen, det var jo derfor vi var flyttet til Ebeltoft og Filmhøjskolen. Men en dag ringede Finn Enevoldsen, restauratøren fra Varna Palæet i Århus og tilbød mig jobbet som køkkenchef. Jeg takkede pænt nej tak og forklarede, at 37 timer om ugen passede mig fint ,og at jeg bestemt ikke var interesseret i at arbejde så mange timer igen. Finn ringede igen og forklarede af det skulle jeg heller ikke, han mente godt at jobbet kunne klares inden for rimeligt timetal. Jeg endte med at sige ja tak og de første par måneder havde jeg 300 timer om måneden...... Til trods for det blev jeg der i mere end 7 år. Fantastisk selskabsrestaurant hvor der blev holdt masser ef bryllupper og store fester. Til sidst blev det for hårdt for kroppen og jeg måtte bla. gennem en knæ operation, al brusken var slidt væk og så valgte jeg at søge nye udfordringer.


Fuld fart i køkkenet


Efter et lille årstid, det værste i mit liv, som konsulent fik jeg et vikarjob hos Kromann Reumert i Århus. Det var som at komme i himlen, ordnede arbejdsforhold, fri hver dag kl. 14.30, fri i weekenden, fint budget til at lave god mad... Perfekt!
 Køkkenchefen i Sundkrogsgade stoppede og hans job blev ledigt i København. Da jeg fik tilbuddet flyttede vi til København og det har vi aldrig fortrudt. Super arbejdsplads.


The JJ's griller i gården. Steen Vaabengåard har jeg arbejdet sammen med i 11 år og vi har haft et fantastisk samarbejde. Vi stopper begge hos Kromann med 1 måneds mellemrum. Jeg tror der bliver meget stille i køkkenet og ved buffeten, ihvertfald den første uges tid!


Køkkenchefen, humøret er højt.



Bedre afslutning på en lang karriere findes ikke. Jeg var med til OL i Rio de Janeiro i en hel måned for at lave mad til roerne og kajakroerne samt den medfølgende stab. Her fejrer "GULDFIREREN" sølvmedaljerne sammen Jens Vamberg og mig.
Mange har spurgt hvordan jeg kom ind i billedet til OL. Her er historien, Martin Elleberg som arbejder i Team Danmark er også uddannet kok, ham har jeg haft som elev. Jens Vamberg har jeg også haft som elev. Jens og Martin har gået på kokkeskole sammen og har holdt forbindelsen ved lige. Da så Martin skulle finde 2 kokke til Rio, ringede han til Jens og sendte mig en sms. Sådan blev vi genforenet til en uforglemmelig måned i Rio.


Så er vi fremme ved den 30/9, en uforglemmelig og rørende dag.  Mange tak for kampen allesammen, det har for det meste været en fornøjelse. Fra nu af står menuen på forkælelse, kolonihavelivet og måske en lille ferie en gang i mellem hvis Annette kan få fri.











Ingen kommentarer:

Send en kommentar